Papirkrølleri

En dreng krøllede sit papir med stor kraft og fart og kastede det hen i skraldespanden. Han var ikke tilfreds med tegningen, som han havde lavet. Normalt plejer jeg at spørge ind til bevæggrunden for, at han kaster den væk: Hvad skete der? Hvordan ville du gerne have tegnet? Og tilbyde ham min hjælp til at øve sit tegnehåndværk.

Men hvem siger egentlig, at det er vigtigere at tegne end at arbejde med den energi og kraft, der er i at krølle papir? Kunst-teoretisk kan man se det som en performance, hvor drengen skaber en skulptur.

Derfor sagde jeg:

Vi må kunne bruge papirkuglen til noget.

Og dét kunne vi!

Sådan gør du

  1. Tag et stykke almindeligt papir og krøl det til en bold.
  2. Hæld maling på en pap-tallerken (alternativt en alm. tallerken med en plastikpose over). Hæld gerne forskellige farver på tallerken.
  3. Rul papirbolden i malingen, så boldens overflade bliver dækket med maling.
  4. Fold bolden ud til et papir igen og lad den tørre.
  5. Tegn videre på papiret med tusch eller skriv et brev inde i midten af papiret.

Variationer

Prøv at bruge farvet papir og bagepapir eller prøv at åbne bolden lidt, når du ruller den i maling, så der kommer lidt maling ind i bolden også.

Læring

Barnet øver sin motoriske evner ved at krølle og trykke papiret ned i malingen. Papiret bliver et unikt udgangspunkt for at tegne videre med tusch, hvor barnet træner sin fantasi, når det skal beslutte: Hvad skal jeg tegne ovenpå mit krøllede papir? Hvilke idéer får jeg, når jeg kigger på det?