Kulturagenten, Mia Christina Broe Jakobsen, har skrevet et gæsteindlæg til bloggen om at give sig tid til at sanse.  Det gælder for børn, men også for os voksne, der nogen gange glemmer at stoppe op og sanse. Mia skriver på en bog om at sanse roligt og holder foredrag om samme emne. Læs mere på Kulturagentens hjemmeside her.   

Hvorfor er det egentlig, vi skal så hurtigt hjem?
Kender du det, at du skal hjem fra dagpleje, vuggestue eller børnehave med dit barn, og barnet vil gå hundrede omveje? Finde en pind, gå på line på kantstenen, se på en orm? Og du tænker: ej, jeg skulle alligevel have taget bilen. Det er meget hurtigere.

Har du prøvet at vende det hele på hovedet og tænke: Hvorfor er det egentlig, vi skal så hurtigt hjem? Nogle gange er der selvfølgelig en årsag, men andre gange er det bare en af de dårlige voksenvaner altid at skynde sig afsted fra A til B. De fleste af os har glemt, hvordan man slentrer. Børn går sjældent den lige vej, fordi nuet og nysgerrigheden trækker for meget i dem. Og det kan vi faktisk lære noget af.

Følg barnets initiativ
I Italien ligger kommunen Reggio Emilia. Her har pædagogerne siden anden verdenskrig arbejdet med at følge barnets spor og understøtte deres naturlige nysgerrighed og undersøgelse af verden.

Når man følger barnets spor, skal man prøve at tune sig ind på barnet. Hvad er spændende for det lige nu? Kommer man forbi en gravko, hvor længe skal man så stå og kigge på den? Og kan man gøre det helt uden at hive sin iPhone frem? Når man står der ved gravkoen, kan man tale med barnet, om hvad en gravko kan, om farven, formen, eller finde på fantastiske fortællinger om hvad lige præcis denne særlige gravko finder i jorden. Hvis barnet er under 3 år, skal sproget være så konkret som muligt. Spørgsmål som Hvordan har du haft det i dag? eller: Glæder du dig til din fødselsdag? er mere eller mindre abstrakte. Men står man der ved gravkoen, kan man få en længere samtale, fordi den er lige dér. Så gul, stor og flot!

Da jeg kun havde et barn, boede vi i København og vejen hjem fra vuggestuen kunne min søn og jeg enten gå via en befærdet hovedgade eller gennem et buskads langs S-togshegnet. Vi valgte tit det sidste. Det kaldte vi for sneglesporet. Både fordi der boede mange flotte vinbjergsnegle dér. Men også fordi det var et sted, hvor jeg godt turde lade min søn gå selv, og derfor gik det ofte i sneglefart.

Her begyndte min mortræning i tålmodighed virkelig for alvor. Og jeg har øvet mig lige siden. Der er faktisk ingen grund til at gå til mindfulness, hvis man har børn. For de er virkelig mindfulde. Hvis vi giver dem lov til det, kan de svømme længe rundt i det øjeblik, hvor en lille mariehøne kravler på fingeren.

Langsomhed
Vi har jo nok at se til som forældre. Der er meget, der skal nås. Hvor meget tid skal vi sætte af til at sanse med vores barn? Jeg kan kun svare med et spørgsmål: nemlig hvor meget ønsker du at få ud af det, og hvor meget skal dit barn have ud af det? Den tid, vi investerer i denne type nærværende samvær, er en givende investering. For du lærer barnet bedre at kende, I får et positivt fællesskab, og det reducerer faktisk konflikterne, når dit barn får et lille stykke af ufortyndet samvær med dig. Er der noget vores børn higer efter, er det, at vi er sammen med dem, ser dem og mærker dem.

De lærer jo rigtig meget af os forældre både på godt og ondt. Det har du måske opdaget? De kopierer også vores mindre flatterende sider fx når de taler til dukken, og man lige pludselig kan høre sig selv. Men det med at stoppe op og undre sig over verden sammen – Det sætter spor i barnet. Det er en åben og en lærende måde at gå til verden på. Derudover er der en anden vigtig ting, de kan lære af os forældre. Og jeg mener, at det er endnu vigtigere i dag end nogensinde, fordi store dele af samfundet har glemt denne evne. Det er nemlig at trække tempo ud. At gøre ting langsomt. At koncentrere sig om noget i længere tid ad gangen. De fleste børn er i høj grad født med denne evne. Men det er sådan med evner, at hvis vi ikke bruger dem, så mister vi dem.

I vores samfund er det ikke en særlig eftertragtet evne, for alting skal gå hurtigt. Vi skal være omstillingsparate, fleksible og produktive. Men i forskningsmiljøer rundt omkring er der en stor bekymring for, om der vil være forskere nok i fremtiden. Vi mister ganske enkelt langsomt evnen til at koncentrere os om ting i længere tid. Og er der noget, der har båret os frem til der, hvor vi i dag befinder os som menneskehed, er det forskning og opfindelser. Skabt af mennesker som har brugt timer, dage, år og årtier på at undersøge den samme lille ting og prøve igen og igen at få noget til at fungere.

En måde at sænke tempoet på er at bruge sine sanser. At åbne øjne og ører, næse og mund og opleve, hvad der faktisk er til stede, lige der hvor du og dit barn er. Man kan undersøge et sted sans for sans. Man kan også åbne for nysgerrigheden, og lade den vise vejen, til hvad der skal opleves. Jeg har ofte taget mig selv i at programsætte en fridag med min familie så voldsomt, at vi nærmest skulle skynde os at gå en tur i skoven for at nå til næste punkt, der hed boller og kakao. Glem boller og kakao. Glem tiden og glem jer selv. Giv sanserne og kreativiteten lov til at føre jer gennem skoven, og se hvad der kommer ud af det. Måske opdager I dyrespor eller dyreboliger i skovbunden. Måske bliver en gammel træstub til trolden Knarke, som man skal liste forbi. Måske kommer I hjem med en flot samling kogler og fjer.

Når man sanser, bliver man automatisk nærværende, for man kan ikke høre en lille fugl langt væk, mærke vinden eller lugte skovbunden særlig godt, hvis tankerne flyver afsted til i går og i morgen. Jeg har faktisk flere gange fået opløst en spændingshovedpine ved bevidst at blive sansende og tilstedeværende fx bare stå og kigge ned i bækken med min søn. Det er noget, vi voksne skal øve os på. Vi kommer meget nemt til at tage de forskellige tanketog, der konstant har afgange i hovedet. Men at aktivere den sansende krop er en måde at grounde på, at forbinde sig til øjeblikket. Det er i øjeblikket, vi kan skabe et fællesskab med vores børn. Det er her, vi kan skabe den relation, som skal vare resten af livet. En relation hvor vi oplever sammen, og hvor vi taler om det, vi oplever. Det er et solidt fundament for et kreativt og sansende børneliv.

Arkiv over udsigter fra børns værelser
Mia er igang med at lave et arkiv over udsigter fra børns værelser. I kan deltage ved at sende Mia et foto af udsigten fra jeres barns værelse ud af vinduet. Der skal være en horisont på billedet. Det vil sige, at man skal kunne se både noget af jorden og af himlen. Der må gerne stå huse, træer og andre ting foran horisonten – bare man kan se både jord og himmel. I skal helst åbne vinduet, når I tager billedet, så I ikke får glasset eller selve vinduesrammen med.

Så skal I sende billedet til Mia på mia_broe@hotmail.com. I skal vælge den bedste opløsning, I kan. Sammen med billedet skal I sende Mia 5 detaljer: 1: Barnets fornavn, 2: alder, 3: tid på dagen, I har taget billedet, 4: hvad der lugter af, der hvor I har taget billedet lige på det tidspunkt og 5: hvilken stemning der er hos barnet, eller hvilken stemning har barnet (glad, sulten, rolig stemning, forvirrende dag?) ?

Når billedet kommer ud i verden på en udstilling eller et andet sted, sender Mia jer en indbydelse, så I kan komme og se arkivet over udsigter – og lige præcis jeres egen udsigt som en del af arkivet.