Klip en form

Igår fik jeg en smuk figur af et barn, som jeg lige havde lavet en workshop sammen med. For mig beviser figuren, at børn har en stor æstetisk sans – de er dygtige til at klippe former og til at sammensætte farver, der er smukke at se på. De fleste børn tænker ikke så meget over det, men klipper løs og har en god instinktiv fornemmelse for, hvordan de skal klippe. Det har inspireret mig til ugens kreative inspiration.

Sådan gør du

  1. Find farvet papir/karton, limstift/tape og en saks.
  2. Start med at klippe en stor figur i farvet papir.
  3. Hvilke farver passer til figurens farve? Klip små former ud og lim på. Gerne i flere farver.

Variationer

Brug olie-kridt/farveblyanter/tusser til at male formerne med på papir i stedet. Prøv også at klippe en figur først, og så mal den samme figur på et stykke papir efter.

Læring

Barnet øver sin evne til at skabe kompositioner ved at overveje: Hvilke former er smukke, og hvor skal de små dele placeres på min store figur? Barnet lærer også at sammensætte farver, som passer sammen. Mindre børn udvikler deres motoriske evne ved at klippe og klistre.